Homøopati bygger på et lighedsprincip, Similia similibus curentur, hvilket betyder, at “med lige skal lige kureres”. Behandlingsformen er langt mere udbredt udenfor Skandinavien. I Schweiz er det anerkendt som en del af det offentlige behandlingssystem, og i Tyskland kan man købe homøopatisk medicin på mange apoteker. København havde for en kort periode i starten af 1900-tallet et homøopatisk hospital.
Homøopatien blev grundlagt af den tyske læge Samuel Friedrich Christian Hahnemann (1755 – 1843).
Hahnemann var en særdeles intelligent og sprogkyndig mand, han mestrede 8 sprog men var desillusioneret over sin profession, som han mente gjorde patienterne mere syge. På et tidspunkt i slutningen af 1700-tallet, hvor han oversatte medicinske værker, faldt han over en artikel fra en læge, der beskrev, hvordan kinin (lavet fra barken af kinatræ Cinchona) kunne helbrede malaria. I sin nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan kinin virkede, indtog han selv noget af stoffet og opdagede, at han kortvarigt udviklede fysiske og psykiske symptomer på malaria. Han gentog forsøget med forskellige fortyndinger af kinin på sig selv og på studerende ved Leipzig Universitetet, hvor han var professor. Hver gang var resultatet det samme , og han fremsatte herefter tesen ”Similia similibus curentur” (“med lige skal lige kureres”). Han gik herefter i gang med at afprøve mange andre stoffer og substanser fra naturen på sig selv og andre raske mennesker og nedskrev omhyggeligt alle symptomer. Dette var grundlæggelsen af homøopatien.
Det nye system homoeopathy
Han betegnede det nye system homoeopathy og understregede ved flere lejligheder, at ordet skulle staves på denne måde. Det kommer fra det græske homeois, der betyder “lignende” eller “ens”, sat sammen med homo ”den jordiske eller menneske”, og pathos som betyder “lidelse”. Denne stavemåde er desværre gået i glemmebogen, og de fleste steder skriver man homeopathy eller på dansk homøopati. Filosofien, metodikken vedrørende behandling af lidelser, fremstilling og afprøvning af homøopatiske midler har han beskrevet i bogen ”Organon”. Hahnemann var ikke velset blandt lægekollegaer og apotekere; han lavede sin egen medicin og havde langt bedre resultater end sine kolleger, og han blev derfor fordrevet fra flere af de steder, han slog sig ned. Trods dette fortsatte han utrætteligt til sin død, og på hans gravsten står ”jeg levede ikke forgæves”.
Flere tusinde homøopatiske midler
Hahnemann havde under 200 homøopatiske midler at arbejde med, i dag er der registreret flere tusinde, som kommer fra alle hjørner af naturen og den menneskeskabte verden. Alle midlerne er fremstillet ved potensering og fortynding. Ved potenseringen stødes eller rystes midlet, hvorved det menes at stoffets energetiske virkning overføres til fortyndingsmediet (ofte alkohol), og denne proces gentages ved hver fortynding. D og C potenser er de mest anvendte, fortyndingsgraden er 1:10 ved D potenser og 1:100 ved C potenser. Man skal ikke gentage denne proces ret mange gange før man ikke længere skal gøre sig forhåbning om at kunne finde eller måle stoffet. Så selvom nogle af midlerne hører til blandt de værste gifte, radioaktive stoffer eller tungmetaller naturen kan byde på, er der ingen fare for at man bliver forgiftet. Det er denne fremstillingsmåde og manglende specifikke viden om virkningsmekanismen, tilsammen med århundredes påvirkning fra stærke økonomiske interesser, der har gjort, at homøopatien møder meget lidt forståelse fra naturvidenskaben.